Bilen til familien Danmark kåres som Årets Bil i Danmark 2016

Torsdag aften blev spændingen udløst og vinderen af den ærefulde titel som Årets Bil i Danmark 2016 fundet. Og vinderen blev ”trommehvirvel” storfavoritten Opel Astra!
19 biljournalister uddeler hver 25 point
Torsdag aften klokken 21 mødtes juryen bestående af 19 biljournalister fra Motorjournalisternes Klub Danmark for at finde vinderen af årets bil. Hvert jurymedlem havde 25 point som de skulle fordele blandt de fem kandidater. Jurymedlemmerne kunne maksimalt give en bil 10 point, de skulle give alle fem kandidater point og måtte ikke give to biler samme antal point.

Her kan du se hvordan pointene fordelte sig:

  • Opel Astra: 140 point

  • Volvo XC 90: 99 point

  • Mazda CX-3: 88 point

  • Jaguar XE: 66 point

  • Audi A4: 57 point

Læs mere om finalisterne her

Den enorme Volvo XC90 kom ind på en flot anden plads, men med 41 point i forskel mellem første og anden pladsen må det siges at Opel Astra var en sikker vinder.

“Opel Astra vinder ikke, fordi den lancerer ny teknik. Men den samler alle de gode ting, vi kender fra ellers langt dyrere biler, til en lavere pris. Det gælder forskelligt luksusudstyr. For eksempel er Opel rigtigt gode til forsæder, så i den nye Astra kan man sidde lige så komfortabelt som i biler, der koster væsentligt mere” Fortæller manden I spidsen for Motorjournalisternes Klub Danmark, Mikkel Thomsager, der også er chefredaktør på Bil Magasinet.

Mon Opel løber med sejren igen om 4-5 år?
Opel har tidligere kunne løfte ”Årets bil” trofæet, nemlig i 2007 da Opel Corsa vandt. Senest har de i 2012 vundet prisen med Opel Ampera, der med dens revolutionerende hybridteknologi vandt over den velkørende BMW 1-serie. Nu har de så vundet Årets Bil i Danmark 2016, hvilket tyder på at Opel får en bil-åbenbaring hvert 4-5 år, der sikrer dem en kåring som Årets Bil i Danmark.

Vi glæder os derfor til at se, hvad Opel finder på i 2020.