Ny bil: Hvilken lak skal du vælge?

Du har fundet en ny bil som passer til dig og dine behov, og nu skal du så vælge hvilken lakering den skal have. Er det nok bare at vælge standardlakken eller skal du smide cirka 5.000 DKK efter en metallak eller perlemorslak? Vi fortæller dig her hvad fordelene og ulemperne er ved de tre lakeringer, så det bliver nemmere for dig at vælge hvilken lak din ny bil skal have.

Ny bil: Vælg standardlak


Du har typisk altid mulighed for at vælge en standardfarve til din nye bil, hvilket er den billigste lak du kan vælge, da den ikke har en merpris. Standardfarverne varierer alt efter hvilket mærke og hvilken bilmodel du køber, men oftest vil farverne være hvid, blå, rød eller sort. Der er et begrænset farvevalg når det kommer til standardfarver og nogle bilmærker har kun én standardfarve som du kan vælge til en ny bil. KIA har for eksempel kun hvid som standardfarve.


Standardfarven påføres som et enkelt farvelag efterfulgt af et lag klarlak som beskytter farven mod ridser, afskalning og vejret. Standardfarven giver din nye bil et komplet ensfarvet udtryk uden nogle glimtende elementer som man ser i metal- og perlemorslakeringen. Det ensfarvet udtryk er en fordel hvis du skal have repareret en mindre skade på bilen, da det er meget nemmere for autolakereren at ramme den præcise farve.

Læs også: Skal du vælge automatisk- eller manuelt gear?

Før i tiden valgte man standardlakken fra da den ikke var nær så holdbar og slidstærk som den noget dyre metallak. Dengang påførte man nemlig ikke et lak klarlak efter farvelaget hvilket giver den ekstra beskyttelse. I dag er alle lakeringer tolagslak og derfor er standardlakken ligeså holdbar som den dyre metallak.

Fordele: Billig og det er nemmere at ramme den præcise farve ved evt. reparationer.
Ulemper: Meget begrænset farvevalg.

Ny bil: Vælg metallak


Er standardfarven ikke den farve du gerne vil have din nye bil i, så kan du, til en merpris, vælge bilen med metallak hvor farveudvalget er meget større. Metallak er et farvelag hvor der er tilføjet lidt pulveriseret metal og når bilen bliver lakeret sætter man strøm til karosseriet hvilket får de små metalstykker til at stå op i lakken og give den glimtende effekt når lyset rammer metalstykkerne. Der er mange der vælger at tilkøbe metallakken netop på grund af den glimtende effekt som giver en ny bil et helt andet udtryk end standardfarven.

Men den effekt som de små metalstykker giver kan være rigtig svær for din lokale autolaker at ramme hvis din bil får en skade. Ligegyldig hvor dygtig din lokale autolakerer er har han ikke samme forudsætninger som på bilproducentens fabrik, og de vil derfor aldrig kunne garantere at den farve de bruger på din bil ved reparationer matcher metallakken.

Det glimtende udtryk har en merpris på cirka 5.000 DKK, og er det en ny bil i mikro bilklassen du er på udkig efter så skal du være opmærksom på, at metallakken kommer til at udgøre en stor procentdel af bilens totalpris. Hvis du er på udkig efter en lidt dyre bil som f.eks. en ny Alfa Romeo 4C skal du være forberedt på at betale hele 18.476 DKK for at få en metallakering. Så det er vigtigt at gøre op med dig selv om den glimtende effekt er merprisen værd.

Fordele: Stort farveudvalg, og giver din bil en flot glimtende effekt
Ulemper: Dyrere end standardfarven, og det er svært at ramme den præcise effekt ved evt. reparationer.

Ny bil: Vælg perlemorslak


Vil du gerne give din nye bil et helt unikt udtryk så har du, til nogle bilmodeller, mulighed for at tilkøbe perlemorslak.
Perlemorslakken har, i stedet for pulveriseret metal, små keramiske krystaller også kaldt ”mica” tilført i lakken. Derfor vil du se at der ved nogle bilmodeller står ”Mica lak” i stedet for perlemorslak. De keramiske krystaller reflekterer ikke bare lyset som metalstykkerne gør, de bryder lyset og giver en dybere farve, der varierer alt efter hvor du kigger og skaber en meget interessant effekt på biler med markante linjer. Hvor metallakken glimter får du i stedet et mere mat finish hvis du vælger en perlemorslak, som giver en helt anden dybde og skinnende effekt.

Men før du tænker ”DET skal min nye bil have” så skal du være opmærksom på at en perlemorslak kan være meget dyr. De billigste perlemorslakeringer koster omkring 5.000 DKK hvilket er det samme som en metallak, men på de fleste bilmodeller skal du helt op og betale omkring 10.000 DKK for at give din bil den flotte dybe perleeffekt.

Når det gælder reparationer så gør de samme ting sig gældende som ved metallakken. Det er nemlig meget svært for autolakerer at matche farven og skabe samme perleeffekt ved evt. skader.

Fordele: Fantastisk effekt, der giver en helt speciel dybde og skinnende lak.
Ulemper: Meget dyrt, svært at matche ved reparationer og findes kun til udvalgte bilmodeller.

Læs også: Skal du købe store alufælge til din nye bil?